Detektiver søges! – hvis bare lærer, pædagoger og vi forældre kunne se ind bagved adfærden.
Kender I det? Et barn, der anses for at være vanskelig, problematisk og måske ovenikøbet er diagnosticeret med ADHD. Vi danner et billede (overbevisning) af dette barn ud fra tidligere oplevelser og overleveret information fra andre voksne.
Hvordan er tilgangen til dette barn?
Undersøgelser har vist, at vores sind ubevidst udelader eller afviser ikke-bekræftende eksempler på en overbevisning. Det vil sige, at når dette barn viser en positiv adfærd, får vi simpelt hen ikke øje på den. Modsat søger vores sind bekræftende eksempler på vores overbevisning (syn er barnet), hvilket vil sige, at hver gang vi oplever barnet, som vi har prædikeret ”problematisk”, opføre sig ”dårligt” støtter det vores billede af barnet, og vi gemmer denne oplevelse, så overbevisninger bliver endnu stærkere. Ergo ”vi ser det vi vil se”. Der skal overordentlig meget til at ændre vores billede af barnet og det er ekstremt svært for dette barn at komme ud af den ramme som andre har bygget op og gradvist gør stærkere.
Forhåndsforventninger
Vi kan kalde det forventninger, fordomme, selvopfyldende profeti. Kært barn har mange navne. Vi kender det sikkert godt, har hørt om placebo effekten og Rosenthal- eller Pygmalion effekten. Hvem har ikke hørt sætningen ”er glasset halvtomt eller halvfuldt? Hvem har ikke oplevet billeder der skjuler to motiver? Hvilket et ser du? Altså ”vi ser det, vi vælger at se”. Alligevel er det min oplevelse, når det gælder vores omgang med børn, at vi desværre glemmer al fornuftig videnskab og læring. Vi overvældes af vores følelser og underlægges vores automatiserede sind.
Det er ikke fordi, at barnet ikke vil, men fordi barnet ikke kan!
Børns adfærd er et udtryk for, hvordan de har det indeni. Når et barn, bider, slår, råber, driller, er indadvendt, har mareridt, tisser i sengen eller andet er det altså ofte et symptom på en ubalance i dem. Deres fantastiske ubevidste sind råber simpelt hen efter hjælp. Hvis vi som voksne ikke hjælper, men skælder ud og sætter prædikater på, råber de bare endnu højere. Udtrykkene bliver værre.
Detektivens nysgerrige briller. Hvad nu hvis…?
Hvad nu hvis vi tog detektivens nysgerrige briller på? Som detektiv nytter det ikke noget at tænke traditionelt. Man bliver for det første nødt til at gå til opgaven med helt friske øjne. Et blankt stykke papir. Intet er givet på forhånd. Man er nød til at tænke ud af boksen, være nysgerrig. Se opgaven fra alle vinkler.
Tænk hvis vi gik ind med en sådan tilgang til alle børn. Et nyt barn, en ny situation, ikke farvet af fortiden, ikke farvet af tidligere erfaringer eller overleveret viden fra andre, ikke farvet af udspekulerede ideer, som ”hvad mon barnet vil have ud af det?”. I stedet en dyb nysgerrighed til ” hvorfor gør barnet som det gør? Hvad ønsker barnet at opnå? Hvad er i bund og grund barnets bagvedliggende behov? Ville det ikke være fantastisk hvis vi ikke bare bliver ”snydt” af det umiddelbare, det tydelige, det første vi ser?
At se bagom adfærden er ikke det samme som at acceptere den.
Man skal se adfærd som et symptom, ligesom når man får et udslet, så kan vi måske godt få noget salve til at få det væk, men vi er også nød til at finde ud af om det skyldes forkert vaskemiddel, en ny creme eller mad vi ikke kan tåle. Altså, det er roden vi skal have fat i.
Det kan være svært at adskille uhensigtsmæssig adfærd fra den bagvedliggende intention. Når nogen slår, bider eller råber bliver vi ofte overlistet af vores følelser. Vi bliver sure, vrede, irriterede og reagerer uhensigtsmæssigt over for barnet. Det er et udtryk for at det er svært for os, at omsætte denne velbegrundende viden til praksis og jo mere pressede vi er, jo mere tager vores følelser og automatpiloten over.
Hvad gør en klog detektiv?
Hvis detektiven vil fortsætte sin søgen efter spor, har han brug for at være klar i hovedet. For at blive det, må han trække sig lidt væk og finde ind til sin egen ro, før overblikket og brikkerne kan falde på plads.
Nøjagtigt det sammen er hensigtsmæssigt for os, når vi står i en svær situation, hvor følelserne griber fat i os og sætter bevidstheden på automatpilot.
Træk vejret!
Det mest fantastiske er, at vi faktisk selv har det værktøj til rådighed, som er allermest anvendeligt i situationen – nemlig vores vejrtrækning. Ved at være bevidst om vores vejrtrækning, trække vejret dybt, stille og roligt, slipper vi ud af følelsernes tag og skifter fra automatpilot til manuel styring, hvorved vi i hjernen får adgang til muligheder og konstruktive løsninger til situationen. Den manuelle styring gør det muligt, at bevare det positive syn på mennesket bag handlingerne og nysgerrigheden til at undersøge, hvad der ligger bag adfærden.
Hvis du synes, det lyder svært, så giv det et forsøg. Det er faktisk lettere end du tror.
Ulla Schmidt
Psykoterapeut og mindfulness instruktør